Udfordring og krav
Hvordan indretter man et sovemodul på fremtidens rumstation? Astronauterne har brug for at kunne sove godt for at kunne fungere godt – lige som du har. Astronauternes sovekabiner er lige nu meget små, og der er masser af larm og lys fra instrumenterne lige omkring sovekabinen. Inden I går i gang med at konstruere en prototype af et sovemodul, skal I overveje følgende:
- Hvad skal der til, for at vi mennesker får den optimale søvn?
- Hvordan skal lyset i sovekabinen styres, så man får den bedste søvn?
- Hvordan styrer man lyset i et rum, når man svæver rundt i vægtløs tilstand?
- Hvordan skal man indrette sig i et soverum, når man sover i vægtløs tilstand?
I skal lave en model af jeres soverum, som indeholder:
- Mindst én lyskilde.
- En smart måde at styre lyset på for astronauten.
- En ‘seng’ som man kan anvende, når man skal sove i vægtløs tilstand.
I kan også overveje, om der er andre ting, der kan være vigtige for at give astronauterne de bedste betingelser for søvn og hvile.
Forløb
I forløbet kommer I igennem følgende engineering-faser:
- Forstå udfordringen: Vi ser videoerne med Andreas Mogensen og SAGA Space Architecture. Vi snakker sammen om, hvilke problemstillinger der er i udfordringen.
- Undersøge: Vi undersøger, hvad der skal til for at sove godt på rumstationen.
- Undersøge: Vi undersøger lys og lysets farvers påvirkning på mennesker.
- Få ideer: Vi brainstormer på, hvad der er vigtigt i forhold til lys og soveplads i sovemodulet.
- Konkretisere: Vi beskriver og tegner en skitse af vores idé og planlægger konstruktionen.
- Konstruere: Vi bygger vores første prototype på et lyssystem eller en soveplads.
- Forbedre: Vi tester vores prototype sammen med andre grupper og får feedback.
- Præsentere: Vi præsenterer vores løsninger. Hvad har vi fundet på i grupperne, og hvordan fandt vi på løsningerne?
Engineering-modellen
Forløbsintroduktion
Med Andreas Mogensens rumrejse til den Internationale Rumstation i 2023 og NASAs beslutning om at placere en rumstation i kredsløb om Månen kaldet Lunar Gateway, har fremtidens rumstation aldrig været mere aktuel at anvende som rammesætning ind i undervisningen. På den måde kommer eleverne til at arbejde med aktuelle problemstillinger, som ingeniører, forskere og astronauter dagligt undersøger og arbejder med.
Forløbet er tilrettelagt som et elevcentreret engineering-forløb, hvor I sammen arbejder efter engineering-procesmodellen. I engineering-forløbet vil eleverne opleve, at deres egen viden og erfaring er nødvendig for at stille sig nysgerrig på udfordringen, finde på ideer og udvikle løsninger.
Nedenstående lærervejledning indeholder et anbefalet forløb med forslag til aktiviteter, du kan inddrage undervejs. Hvis du ikke kender engineering-metoden, kan du læse om den nederst på siden.
Forberedelse til forløbet
Læs mere og se en kort introduktionsvideo til dig som lærer her.
Der ligger ekstra materiale til inspiration, både til dig og dine elever, under fanen Inspiration.
Samarbejde på tværs
I dette modul er der lavet undervisningsforløb til udskoling. Det er muligt at etablere et samarbejde på tværs af klassetrinnene, fx til fælles temauger og brobygninger, hvis man kobler dette modul sammen med forløb i andre moduler.
Dette modul kan også kombineres med andre moduler i Fremtidens Rumstation for at afdække flere perspektiver på, hvordan Fremtidens Rumstation er et lukket og bæredygtigt system, hvor modulerne hænger sammen.
Forløbet ender ud med, at eleverne har bygget en model af en astronauts sovemodul til fremtidens rumstation, og derfor kan det måske være oplagt at alliere sig med skolens håndværk/designe lærere, som kan understøtte elevernes overvejelser i forhold til brug af materialer m.v.
Engineering-metoden
Engineering er en designproces til systematisk og videnbaseret problemløsning, som tager udgangspunkt i den måde, som ingeniører arbejder på. Engineering-metoden giver mulighed for at skabe et undersøgelsesbaseret læringsmiljø, hvor eleverne inviteres til at deltage aktivt i undersøgelser og konstruktioner med udgangspunkt i aktuelle og komplekse udfordringer med teknologisk og naturfagligt indhold. Et læringsmål er derfor engineering-metoden i sig selv som en grundlæggende videnskabelig tilgang.
Du kan læse mere om engineering-metoden her
Engineering-kompetencer
De seks engineering-kompetencer viser, hvad du kan observere hos eleverne, når de arbejder engageret med engineering. Kompetencerne ligger tæt op ad fællesmålene i naturfagene og matematik og viser de mange tværfaglige sammenhænge, der findes, når man arbejder med engineering.
Beskrivelsen af engineering-kompetencerne er her skrevet i en forsimplet version ud fra de originale i Engineer the Future.
Lærerens faglige rolle i forløbet
I engineering-didaktikken påtager læreren sig en anden rolle end den traditionelle alvidende ekspert. I forløbet er du:
- en facilitator, der sikrer, at eleverne kommer igennem en proces, hvor de får mulighed for at undersøge og iterere på deres idéer,
- en sparringspartner, der stiller nysgerrige spørgsmål til elevernes undersøgelser og opdagelser,
- en guide, der støtter eleverne i både deres gruppedynamik og deres faglige proces.