Gå til hovedindhold

Få vand til at koge ved 50 grader

Vand koger ved 100 grader celsius, men er det altid sådan? Se her, hvordan vand kan koge ved 50 grader celsius og lær, hvorfor det så vigtigt at have en rumdragt på.
 

Teknologi eller teknisk udstyr der bruges i forsøget

En sprøjte er en analog lav-teknologi. Den kan suge væske eller luft ind i et cylindrisk rør vha. et stempel. Den har ofte en volumenskala påtrykt, så man kan kontrollere, hvor meget væske/luft der suges op.

Inspiration til variable du kan arbejde med i forsøget

Prøv at ændre på vandets temperatur. Din variabel er temperaturen.

Prøv at ændre på hvor langt du hiver stemplet ud. Din variabel er volumenændringen.


Vejledning til forsøget


VIGTIGT - læs dette sikkerhedsafsnit inden du går i gang

Sørg for at sikre dig, at vandet er kølet nok af, til at ingen brænder sig.

Materialer du skal bruge

  • En plastsprøjte
  • En kop med varmt vand på f.eks. 50 grader C – ikke så varmt at nogen brænder sig.

Aktivitetsvejledning

  1. Sug lidt varmt vand ind i sprøjten.
  2. Sæt fingeren for og træk hurtigt i stemplet, så der bliver undertryk inde i sprøjten.
  3. Vandet koger i kort tid ved 50 grader C.
  4. Du brænder dig ikke på dette kogende vand.

Dataopsamling

Prøv at svare på følgende spørgsmål:

  • Kan man få vand til at koge ved andre temperaturer end 100 grader?
  • Hvornår og hvorfor skal man bruge en rumdragt?
  • Hvorfor brænder du dig ikke på det kogende vand?
  • Hvorfor kan vandet koge, når det kun er 50 grader varmt?
  • Hvad har dette med rumdragter at gøre?

Faglig forklaring

Vi er vant til at vand koger ved 100 grader C. Når man opvarmer vand, kommer der små dampbobler i vandet. Men lufttrykket presser boblerne sammen igen. Man hører det som en syden i en kedel vand, der endnu ikke koger.

Da du trak i stemplet på sprøjten, blev trykket så lavt, at selv lunkent vand kom i kog. Jo mindre trykket er, jo lavere temperatur kræves det, for at vandet koger. I vakuum er der slet ingen luft, så her koger selv koldt vand.

Vakuum i rummet

Over Jordens atmosfære og på Månen er der vakuum. Ingen luft trykker på astronauten, hvis han er på rumvandring uden for rumskibet. Derfor ville astronautens blod straks begynde at koge, hvis han eller hun tog sin rumdragt af.

Derfor skal astronauter have en lufttæt trykdragt på, når de er på rumvandring uden for rumskibet. Hvis to astronauter er på rumvandring, må de tale med hinanden gennem radio, for der er ingen luft mellem dem, som lyden kan udbrede sig igennem.

Forsøget er udviklet af Carsten Andersen, lærer på Bellahøj Skole i København.

Interessante links

Idealgasligningen på wikipedia
Damptryk på fysikbasen